Adaptiv forvaltning og den danske model

Hvis man følger debatten om dansk hjortevildtforvaltning, støder man hurtigt på to begreber: adaptiv forvaltning og den danske model. De bliver ofte stillet op som modsætninger — noget man er for eller imod.

Det er de ikke. De ligger på hver sin akse, og de kan i princippet sagtens findes samtidig. Men fordi de i praksis er blevet koblet sammen i den politiske diskussion, taler folk forbi hinanden i en grad, der gør debatten svær at følge.

Denne artikel tager ikke stilling til, hvilken retning dansk vildtforvaltning bør gå. Den forsøger at gøre noget mere beskedent: at få de to begreber til at stå klart hver for sig.

Adaptiv forvaltning er en metode

Adaptiv forvaltning lyder som konsulentsprog, og det bliver ofte brugt som om det bare betyder fleksibel. Det gør det ikke.

Det er en cyklus med fire led: man opstiller et mål, man handler, man måler hvad der skete, og man justerer på baggrund af målingen. Pointen er ikke fleksibiliteten. Pointen er, at målingen er indbygget fra starten, og at man har besluttet på forhånd, hvad der skal få planen til at ændre sig.

Uden det sidste er det ikke adaptiv forvaltning. Så er det bare en plan, man af og til laver om, når nogen råber højt nok.

Metoden siger i sig selv intet om, hvilke redskaber der skal bruges. Den kan i princippet køre på jagttider, på kvoter, på frivillige aftaler eller på noget helt fjerde. Den stiller kun ét krav: at man kan måle effekten af det, man gør.

Den danske model er et spørgsmål om redskaber

Den danske model handler om noget andet: hvem der har jagtretten, og hvilke styringsredskaber der anses for legitime.

Begrebet er værd at behandle varsomt, for det er ikke en juridisk størrelse. Man kan ikke slå det op i en bekendtgørelse. Det er et debatbegreb, der især er blevet aktuelt, i takt med at der er kommet forslag om at trække dansk jagtpolitik i retning af andre landes modeller.

Som begrebet typisk bruges, er kernen at jagtrettigheder er knyttet til den private ejendomsret, og at afskydningen først og fremmest styres med jagttider — nationale såvel som lokale, og med ens regler for alle.

Uden for modellen placeres til gengæld en række andre redskaber: arealkrav, licenser, kvoter, aftaletvang, foreningstvang og forpligtende samforvaltning.

Sammenligningsgrundlaget i debatten er som regel konkret. I USA styres jagten i høj grad via licenser, og jagt på offentlige arealer er tilladt de fleste steder. I Holland anvendes arealkrav, hvor hver jæger skal råde over 40 hektar — ti jægere, der vil leje et stykke jagt, skal altså råde over 400 hektar.

Der findes stærke holdninger på begge sider af den diskussion, og de findes hos folk med solid faglighed. Det er værd at holde fast i, at det er en politisk uenighed om redskaber — ikke en faglig uenighed om, hvorvidt man bør måle effekten af det, man gør.

De to akser

Stillet op ved siden af hinanden bliver forskellen tydelig.

• Adaptiv forvaltning svarer på: virkede indgrebet, og hvad gør vi så?
• Den danske model svarer på: hvem har retten, og hvilke redskaber må vi bruge?
• Adaptiv forvaltning er redskabsneutral. Den siger intet om, hvilket håndtag man drejer på.
• Den danske model er netop en stillingtagen til, hvilke håndtag der findes.

Det betyder også, at man kan køre adaptiv forvaltning inden for den danske model. Det gør man faktisk allerede: regionale jagttider, der justeres på baggrund af bestandsudviklingen, er adaptiv forvaltning udført med modellens eget redskab.

Hvor de alligevel støder sammen

Fire steder opstår der reel spænding, og de er værd at kende hver for sig.

Redskabets præcision

Adaptiv forvaltning fungerer bedst med et håndtag, man kan dreje hurtigt og finkornet. Kritikere af den danske model mener, at jagttiden er et for groft instrument til at styre en bestands køns- og alderssammensætning. Modsvaret er, at lokale jagttider er præcise nok, kan ændres billigt og næsten uden administration, og at der allerede findes eksempler på faglige forslag om netop at flytte en jagtdato.

Beslutningsniveauet

Her er der reelt sammenfald frem for konflikt. Adaptiv forvaltning trækker beslutninger tættere på den enkelte bestand, og den danske model rummer allerede lokale jagttider. Regionaliseringen af jagttiderne for hinder, dåer og kalve er et konkret udslag af begge dele på én gang.

Forpligtelsen

Det er her, uenigheden er skarpest, og den kan ikke bortdefineres. Biologien tager ikke hensyn til skel. Skal en bestand forvaltes på bestandsniveau, kræver det, at flere ejendomme trækker samme vej. Frivilligt samarbejde ligger inden for modellen. Forpligtende samforvaltning gør det ikke, som begrebet typisk afgrænses. Det er et ægte dilemma mellem ejendomsretten og biologiens skala.

Målingen

Adaptiv forvaltning er meningsløs uden data. Den danske model indeholder ingen pligt til at måle på revirniveau — den nationale vildtudbyttestatistik er den eneste systematiske registrering, og den er ikke designet til at fortælle noget om det enkelte revir. Det hul bliver i dag lukket frivilligt eller slet ikke.

Den forveksling, der fylder mest

Meget af den offentlige debat bliver uklar, fordi de to begreber bruges i hinandens sted.

Nogle siger, at de er imod adaptiv forvaltning, når det de mener er, at de er imod arealkrav. Andre siger, at de vil have adaptiv forvaltning, når det de mener er, at de vil have kvoter.

Begge dele er sammenblandinger. Man kan udmærket mene, at metoden er rigtig, og samtidig mene, at de instrumenter den ofte kommer pakket ind i, er forkerte. Og omvendt.

Sådan ser det ud i dansk hjortevildtforvaltning

Strukturen er efterhånden på plads. Det faglige grundlag leveres af DCE^[1] ved Aarhus Universitet. Vildtforvaltningsrådet indstiller til ministeren, og arbejdet med hjortevildt er lagt hos Den Nationale Hjortevildtgruppe med regionale hjortevildtgrupper under sig.

Baggrunden er velkendt: bestandene af kronvildt og dåvildt er vokset kraftigt gennem flere årtier, en skæv køns- og alderssammensætning har skubbet til udviklingen, og landbrug og skovbrug oplever tab. Uenigheden handler ikke om, at der er et forvaltningsbehov. Den handler om, hvilke redskaber der skal bruges til at møde det.

Hvorfor metoden er svær i praksis

Uanset hvilke redskaber man vælger, er den adaptive arbejdsform krævende af tre grunde, og de er alle menneskelige snarere end faglige.

Det tager år

En bestand reagerer ikke på en sæsons ændret afskydning. Man skal typisk vente tre til fem år, før man kan se, om indgrebet virkede. I den periode skal man holde fast i noget, man ikke ved om er rigtigt.

Det kræver, at man kan tage fejl højt

Metoden fungerer kun, hvis det er acceptabelt at sige, at sidste års plan ikke virkede. I en forsamling hvor planen er nogens personlige prestige, sker det ikke.

Det kræver, at man har målt

Man kan ikke justere på baggrund af en fornemmelse. Har man ikke et grundlag fra før indgrebet, kan man ikke vide, om noget har flyttet sig.

På et enkelt revir

Man behøver ikke være en national arbejdsgruppe for at arbejde adaptivt. I lille skala ser det sådan her ud.

• Skriv målet ned, med et hvorfor. Vi vil have færre skader i den nordlige del, derfor øger vi afskydningen af hundyr der.
• Beslut på forhånd, hvad I vil måle, og hvornår. Vi tæller observationer i marts, samme kameraplaceringer, og vi gør udbyttet op i februar.
• Beslut på forhånd, hvad der skal få jer til at ændre kurs. Hvis skaderne ikke er faldet efter tre sæsoner, tager vi det op igen.
• Hold fast i tre sæsoner. Det er den korteste periode, hvor svaret betyder noget.

Den sidste linje er den, folk springer over. Et konsortium der ændrer kurs hvert år, får aldrig svar på noget som helst — de får kun en samling af enkeltår, der ikke kan sammenlignes.

Datagrundlaget er det, begge sider har brug for

Det er værd at bemærke, at uenigheden om redskaber ikke er en uenighed om måling.

Adaptiv forvaltning kan ikke gennemføres uden data — det ligger i metodens definition. Og argumentet for at blive inden for den danske model hviler på, at frivillig, lokalt tilpasset forvaltning kan løse opgaven. Det argument bliver kun stærkere, hvis der findes et grundlag at pege på.

Her ligger Jägers rolle, og den er beskeden med vilje. Kameradata giver artssammensætning, aktivitetsmønstre og udvikling over sæsoner. Jagtjournalen giver det opgjorte udbytte med køn og aldersgruppe. Tilsammen er det et grundlag, der kan sammenlignes med sig selv over år — forudsat at man er disciplineret med metoden.

Et validt datagrundlag træffer ikke beslutningen. Det er et støtteværktøj, der gør det muligt at træffe beslutningen på noget andet end hukommelse, og at se bagefter om den virkede. Hvilke redskaber der så bør bruges, er et politisk spørgsmål, som hverken data eller software kan afgøre.

Det man kan tage med

Adaptiv forvaltning er ikke en metode til at få ret. Det er en metode til at opdage, at man tog fejl, hurtigere end man ellers ville.

Den danske model er ikke en metode overhovedet. Det er en holdning til, hvilke redskaber der bør være til rådighed.

Man kan være uenig om det sidste og stadig være enig om det første. Det er formentlig den mest brugbare skelnen, man kan tage med sig ind i debatten.