Afskydningsplanen: fra fornemmelse til fælles grundlag

I mange konsortier bliver afskydningsplanen til på samme måde hvert år. Man mødes i august, taler om hvad man så sidste sæson, bliver enige om at der nok er lidt flere dyr end sidst, og skriver et tal ned. Det er ikke dumt. Det er bare skrøbeligt, fordi det hviler på tretten menneskers hukommelse om noget, de så i glimt, i halvmørke, spredt over ni måneder.

En afskydningsplan er ikke et loft over hvor mange dyr I må skyde. Den er et forsøg på at svare på tre spørgsmål, og de er ikke lige nemme.

De tre spørgsmål

Hvor mange?

Det er det nemmeste spørgsmål og det, de fleste planer nøjes med. Et samlet tal for sæsonen, eventuelt fordelt på arter.

Hvilke?

Her begynder det at gøre ondt. Køns- og alderssammensætningen i en bestand betyder mere for dens tilstand end det samlede antal. En bestand hvor der er skudt hjorte i ti år og sparet på hinder, ser sund ud på afstand og er det ikke.

Hvorfor?

Det spørgsmål bliver næsten aldrig stillet. Skal bestanden vokse, holdes eller reduceres — og af hvilken grund? Lodsejerens marker? Skovens foryngelse? En bestand der er blevet for tæt? Uden et hvorfor er de to første tal bare tal.

Hvorfor planer fejler

Der er typisk to årsager, og ingen af dem handler om ond vilje.

Den første er, at der ikke findes et udgangspunkt. Man kan ikke vurdere om man har skudt for meget eller for lidt, hvis man ikke ved hvad man startede med. Og en fornemmelse fra sidste sæson er ikke et udgangspunkt — den er et indtryk, farvet af hvor man selv sad, og hvor tit man var der.

Den anden er, at planen aldrig bliver gjort op. Sæsonen slutter, riflen kommer i skabet, og næste august starter man forfra med en ny fornemmelse. Den plan, der aldrig evalueres, kan pr. definition ikke blive bedre.

Sådan bygger man et grundlag

Man behøver ikke et forskningsprojekt. Man behøver tre ting, hvor de to første er gratis.

• Observationer, skrevet ned. Ikke hvad folk husker — hvad folk faktisk så, med dato, sted og så præcis en bestemmelse som muligt. Et konsortium der har ført observationsliste i to sæsoner, ved mere om sit revir end et der har jaget der i tyve år uden.
• Sidste års udbytte, opgjort ærligt. Art, køn, aldersgruppe, dato, sted. Det er det tætteste man kommer på hårde data om sin egen bestand, og det er allerede lovpligtigt at indberette det samlede udbytte.
• Lodsejerens og naboernes billede. Vildtet respekterer ikke skel. Et revir på 300 hektar forvalter ikke en bestand — det forvalter en flig af en bestand, der bevæger sig over flere tusinde.

Den vigtigste del ligger bagefter

Den bedste enkeltinvestering i en afskydningsplan er ikke bedre optik eller flere kameraer. Det er en aften i marts, hvor konsortiet sætter sig og sammenligner: Hvad sagde planen? Hvad blev der skudt? Hvad så vi, som vi ikke havde forventet?

Den samtale er ubehagelig første gang, fordi den næsten altid afslører, at planen og virkeligheden ikke lignede hinanden særlig meget. Anden gang er den nemmere. Tredje gang er den blevet den mest værdifulde time konsortiet bruger hele året.

Et ord om ambitionsniveau

Der findes revirer, hvor det giver mening at tale om kønsfordeling, kalvesucces og aldersklasser. Der findes også revirer på 80 hektar med råvildt og en enkelt buk om året, hvor det ville være til grin at lave et regneark.

Målestokken er ikke, hvor avanceret planen er. Målestokken er, om I kan svare på hvorfor I skyder det, I skyder — og om I ville opdage det, hvis svaret holdt op med at passe.