Bæredygtig jagt: hvad ordet betyder på et dansk revir

Bæredygtig jagt er blevet den slags udtryk, der bruges så meget at det holder op med at betyde noget. Alle er for det. Ingen kan blive uenige om det. Og netop derfor er det værd at bryde ned til noget, man rent faktisk kan efterprøve på et konkret revir.

Udgangspunktet i loven

Dansk jagtlovgivning er faktisk ret præcis på det punkt. Lovens formål er at sikre arts- og individrige vildtbestande og danne grundlag for en bæredygtig forvaltning af disse, og loven er knyttet op på EU-direktiver som fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet.

Læg mærke til formuleringen: »arts- og individrige«. Ikke bare mange dyr — mange arter og mange individer. Det er en anden målsætning end at maksimere bestanden af de tre-fire arter, man selv jager.

Tre spørgsmål der kan besvares

Bæredygtighed på revirniveau kan koges ned til tre spørgsmål, der alle har konkrete svar.

Kan bestanden bære det, I tager?

Det handler ikke om et absolut tal, men om retning over tid. Er udbyttet stabilt eller faldende over fem år, mens indsatsen er den samme? Ændrer sammensætningen sig — færre ældre dyr, skævere kønsfordeling? Det er de signaler, der kommer først.

Kan arealet bære bestanden?

Det spørgsmål bliver stillet for sjældent. En bestand kan sagtens vokse ud over, hvad habitatet kan føde, uden at det ser dramatisk ud. Symptomerne viser sig andre steder: i skovens foryngelse, i markskader, i dyrenes kondition. En tæt bestand af tynde dyr er ikke et sundhedstegn.

Bærer I det sammen med naboerne?

Et revir forvalter ikke en bestand. Kronvildt bevæger sig over arealer, der er mange gange større end selv store danske revirer. En perfekt afskydningsplan på 400 hektar, omgivet af naboer med den modsatte plan, er ikke bæredygtig forvaltning. Den er et regneark.

Hvorfor det andet spørgsmål er det vigtigste

Den klassiske fejl i vildtforvaltning er at behandle bestanden som det, der skal reguleres, og habitatet som en konstant. I praksis er det omvendt: habitatet sætter loftet, og bestanden finder sit niveau derunder — med eller uden vores hjælp.

Det er også derfor, biotoppleje ofte giver mere end afskydningsjusteringer. Lysåbne partier, vildtagre, uforstyrrede områder og fødegrundlag hen over vinteren flytter reelt hvad arealet kan bære. Afskydning flytter kun hvor mange dyr der er i den ramme.

Diskussionen om fodring

Her bliver det svært, og det skal det have lov til. Vinterfodring deler danske jægere, og begge sider har argumenter, der ikke er dumme.

Fagligt er billedet ikke neutralt. Der peges blandt andet på, at foder med højt indhold af letfordøjelige kulhydrater kan skade dyrene og reducere deres naturlige græsningsadfærd — og for kronvildts vedkommende er der allerede forbud mod valset korn og kraftfoder.

Det er ikke det samme som at al fodring er forkert. Det er derimod et argument for, at fodring er et forvaltningsindgreb på linje med afskydning, og skal begrundes lige så konkret: hvad er formålet, hvad er alternativet, og hvordan ved I om det virker.

Målestokken

Der findes ikke en certificering, man kan hænge på jagthytten. Men der findes en rimelig test.

Bæredygtig forvaltning er den, der stadig ville give mening, hvis man forklarede den højt for tre mennesker: lodsejeren, naboen og en biolog, der ikke jager. Kan man det uden at skulle bortforklare noget, er man et godt sted.