Regulering af skadevoldende vildt

Regulering bliver ofte omtalt som "jagt uden for jagttiden". Det er den bedste måde at misforstå den på. Regulering er et forvaltningsindgreb med et bestemt formål: at afværge skade. Jagt er noget andet, og forveksles de to, ender man let et forkert sted.

Reglerne findes i bekendtgørelsen om vildtskader, som revideres jævnligt.^[1] Læs den gældende version, før du handler — det følgende er et overblik, ikke en tilladelse.

Hvad regulering er

Regulering betyder, at en art må nedlægges uden for sin jagttid, eller at en fredet art må nedlægges, fordi den forvolder væsentlig skade. Grundtanken er, at indgrebet skal stå i forhold til skaden og være sidste udvej.

Deraf det centrale princip: regulering forudsætter, at andre rimelige tiltag er forsøgt eller åbenlyst utilstrækkelige. Hegn, afværgemidler, ændret drift, skræmmemidler. Kan skaden løses uden at skyde, skal den løses uden at skyde.

De typiske situationer

• Markskade på afgrøder fra råvildt, dåvildt, kronvildt, gæs eller duer.
• Skader i skovkulturer, hvor bid og fejning ødelægger nyplantning.
• Skader på husdyr og fjerkræ fra ræv, mårhund eller mår.
• Skader på bygninger og i beboelse fra fx husmår eller duer.
• Invasive arter som mårhund og vaskebjørn, hvor der gælder særlige og mere vidtgående regler.

Betingelser der næsten altid gælder

Selvom detaljerne varierer fra art til art, går de samme krav igen:

• Der skal være tale om væsentlig skade — ikke en teoretisk risiko.
• Regulering må kun ske på det areal, hvor skaden sker eller er nært forestående.
• Regulering udføres af en person med gyldigt jagttegn og med grundejerens accept.
• Nogle arter og metoder kræver forudgående tilladelse fra Naturstyrelsen^[2]; andre må reguleres direkte efter bekendtgørelsen, når betingelserne er opfyldt.
• Der gælder særlige krav til metode, tidsrum og hjælpemidler, som kan afvige fra almindelige jagtregler.

Er du i tvivl om, hvorvidt din situation kræver tilladelse, så indhent den. Det er en langt billigere øvelse end en sag bagefter.

Fælder og særlige hjælpemidler

Fældefangst er tilladt for visse arter under bestemte betingelser: godkendte fældetyper, dagligt tilsyn og korrekt aflivning. Der gælder skærpede krav ved invasive arter, hvor fx natsigtemidler kan være tilladt i tilfælde, hvor de ellers ikke ville være det.

Reglerne på det område er blevet ændret flere gange de senere år. Netop derfor er det ikke et sted at gå på erfaring fra en jagtkammerat.

Dokumentation er hele forskellen

En reguleringssag holder eller falder på, om du kan vise tre ting: at skaden var reel og væsentlig, at du forsøgte andet først, og hvad du faktisk foretog dig.

Det er her et vildtkamera og en ordentlig journal betaler sig hjem. Billeder med tidsstempel af de dyr, der går i afgrøden, en optælling over uger og en registrering af hvilke afværgetiltag der blev sat op og hvornår, er en helt anden dokumentation end en beskrivelse fra hukommelsen.

Samme materiale er brugbart over for lodsejeren, som gerne vil vide, hvad der sker på arealet, og over for myndigheden, hvis der skal søges tilladelse.

Indberetning

Regulerede dyr skal indgå i vildtudbytteindberetningen^[3], og for visse arter og tilladelser gælder særskilte krav om tilbagemelding på, hvad der er reguleret.

Det er ikke bureaukrati for bureaukratiets skyld. Reguleringsomfang indgår i grundlaget for, hvordan arterne forvaltes fremadrettet.

Den holdning der bærer bedst

Regulering er et indgreb, standen bliver bedømt på udefra. Bliver den brugt som forlænget jagtsæson, mister vi den. Bliver den brugt målrettet, dokumenteret og med reel skade som udgangspunkt, er den et af de mest fornuftige værktøjer i dansk vildtforvaltning.