Kend din bestand: hvorfor observationer slår hukommelse

Danmark har et af verdens bedste datasæt om jagt. Vi har registreret udbyttet af alle jagtbare vildtarter siden 1941 og gennemført årlige vingeundersøgelser af nedlagt fuglevildt siden 1982 — ingen andre lande har et tilsvarende materiale over så lang en periode.^[1]

På nationalt niveau ved vi altså rigtig meget. På revirniveau ved de fleste af os overraskende lidt, og det vi ved, ligger i hovedet på nogle få mennesker.

Hukommelse er en dårlig database

Det er ikke en kritik af jægere. Det er sådan menneskets hukommelse fungerer. Vi husker det usædvanlige bedre end det almindelige, det seneste bedre end det gamle, og det vi selv så bedre end det andre fortalte os.

Konsekvensen er systematisk: bestande vurderes højere i sæsoner med enkelte spektakulære observationer, og lavere i sæsoner hvor man selv sad meget på den forkerte post. Ingen lyver. Alle husker rigtigt. Billedet bliver alligevel forkert.

Hvad man faktisk kan aflæse

Her er det vigtigt at være ærlig om, hvad observationer kan og ikke kan.

De kan ikke give dig et bestandstal

Ingen metode, der er praktisk tilgængelig for et jagtkonsortium, kan fortælle jer, hvor mange råvildt der er på reviret. Det gælder også vildtkameraer. Man kan ikke skelne det samme dyr fra et andet på tværs af nætter med rimelig sikkerhed.

De kan give dig et indeks

Antal observationer pr. kameradøgn eller pr. jagttime er ikke et bestandstal, men det er sammenligneligt med sig selv over tid. Er tallet fordoblet på tre år under ellers ens forhold, er det et signal.

De kan give dig artssammensætning

Hvilke arter er der overhovedet på reviret, og har det ændret sig? Det er ofte den mest brugbare information og den, folk er mest overraskede over.

De kan give dig mønstre i tid og rum

Hvornår på døgnet, hvornår på året, hvilke standpladser. Det er den del, der har den mest direkte praktiske værdi.

Hvad kun jagtjournalen kan

Køn og alderssammensætning hører til en anden kilde. Det er svært til umuligt at bestemme pålideligt på et natbillede, og det er noget helt andet at gøre på et dyr, der ligger foran en.

Derfor er det jagtjournalen — det opgjorte udbytte med art, køn og aldersgruppe — der bærer den del af bestandsvurderingen. Kameraet fortæller hvad der er på reviret og hvornår. Journalen fortæller hvad I tog ud, og hvordan det fordelte sig.

De to halvdele giver tilsammen et grundlag. Hver for sig gør de ikke.

Metodedisciplin er hele forskellen

Data, der er indsamlet forskelligt fra år til år, kan ikke sammenlignes. Det er den hyppigste fejl.

• Samme kameraplaceringer, år efter år. Flytter I et kamera, er tidsserien brudt på det punkt.
• Samme periode. Marts mod marts, ikke marts mod oktober.
• Samme opsætning. Ændrer I følsomhed eller intervaller, ændrer I også antallet af registreringer.
• Noter ændringerne. En vildtager anlagt i maj forklarer meget om, hvorfor tallene ser anderledes ud i august.

Det lange perspektiv

Første sæsons data fortæller jer næsten ingenting. Anden sæson begynder at antyde noget. Tredje sæson er den, hvor konsortiet pludselig kan sige noget om deres revir, som ingen af dem kunne før.

Det er en urimeligt lang tilbagebetalingstid efter moderne standarder. Det er også præcis den tidshorisont, vildtforvaltning arbejder i, og det er derfor de fleste aldrig kommer i gang.