Fodring og jagt: hvor grænsen går — og hvorfor den findes

Få emner deler danske jægere så skarpt som fodring. Nogle ser det som vildtpleje og et ansvar over for dyrene om vinteren. Andre ser det som noget, der grundlæggende ændrer forholdet mellem jæger og vildt. Begge holdninger findes hos folk, der har jaget hele livet og passer godt på deres revir.

Denne artikel forsøger ikke at afgøre den diskussion. Den forsøger at gøre noget mere beskedent: at få reglerne til at stå klart, fordi de faktisk er mere restriktive, end mange tror.

Hovedreglen

Udgangspunktet står i jagt- og vildtforvaltningsloven. Udfodring af vildt med jagt for øje må ikke finde sted, og vildt må ikke beskydes på jorden eller på vandet i umiddelbar nærhed af foderplads.

To ting er værd at bemærke. For det første er formuleringen »med jagt for øje« — det er formålet, der er afgørende, ikke handlingen. For det andet er »umiddelbar nærhed« ikke defineret som et tal i loven.

Det sidste er ikke en smutvej. En jagtkyndig advokat, citeret i debatten, formulerer det som at det generelt er no go at jage, hvor der fodres vildt, og at man skal forvente reglerne fortolket restriktivt — også hvis der blot står en sliksten.

De særlige regler for kronvildt

For kronvildt er der oveni kommet mere konkrete bestemmelser. Kronvildt må ikke fodres med valset korn eller kraftfoder, øvrig fodring skal ske mindst 130 meter fra skydetårne og skydestiger samt mindst 130 meter fra anden ejendom — dog kan der fodres nærmere skel på ejendomme, hvor ejeren ikke har overdraget jagtretten på kronvildt til andre.

Forbuddet mod kraftfoder og valset korn blev indført, fordi disse fodertyper kan give problemer for kronvildtets fordøjelsessystem, og afstandskravet blandt andet for at mindske fodring af kronvildt på små arealer.

Det er værd at hæfte sig ved begrundelserne. Den ene er dyresundhed. Den anden er en forvaltningsmæssig bekymring for, at fodring på små arealer trækker dyr væk fra naboer og forvrider afskydningen regionalt.

Hvorfor reglerne findes

Der ligger tre hensyn bag, og de trækker i samme retning.

Jagtens rimelighed

Grundtanken i dansk jagtlovgivning er, at vildtet skal have en reel chance. Et dyr, der er trænet til at komme til et bestemt sted på et bestemt tidspunkt for at æde, har det ikke på samme måde.

Dyrenes sundhed

Vildtets fordøjelse er tilpasset det, det finder selv. Store mængder letfordøjelige kulhydrater er ikke neutralt, og fodring der samler mange dyr på ét sted, øger risikoen for sygdomsspredning.

Naboforholdet

Fodring flytter vildt. Det er det, der gør det til et forvaltningsspørgsmål og ikke kun et privat valg. Fodring af hjortevildt er ofte blevet omtalt som et våbenkapløb mellem terræner.

I praksis

Den mest brugbare tommelfingerregel er geografisk adskillelse. Fodring og jagtudøvelse skal ikke ligge oven i hinanden — hverken i afstand eller i planlægning.

Konkret betyder det, at man ikke placerer sine anstande i forhold til, hvor man fodrer, og at foderpladser hører hjemme et andet sted på reviret end de steder, hvor der skydes. For kronvildt er de 130 meter til skydetårne og skydestiger et lovkrav; for de øvrige arter er »umiddelbar nærhed« et skøn, hvor det er klogt at lægge afstanden væsentligt større end man tror er nødvendigt.

Til dem der bliver spurgt

Fodring er det punkt, hvor jægere oftest møder kritik udefra — og hvor kritikken er sværest at afvise, hvis man ikke selv har tænkt den igennem.

Det bedste svar er ikke en henvisning til at det er lovligt. Det er at kunne redegøre for, hvad formålet er, hvorfor det er nødvendigt netop her, og hvordan det er adskilt fra jagtudøvelsen. Kan man det, står man et stærkt sted. Kan man ikke, er det som regel værd at overveje spørgsmålet en gang til.