Eftersøgning: ansvaret der begynder når skuddet er faldet

Ethvert skud kan gå galt. Det gør det for alle, der jager længe nok, og det siger ikke i sig selv noget om jægeren. Det, der siger noget, er hvad der sker i minutterne bagefter.

Hvad loven kræver

Danmark har en ordning, der er usædvanlig og velfungerende. Schweiss-registret består af omkring 190 frivillige hundeførere, der er legitimerede af Naturstyrelsen, og som blandt andet har lov til at eftersøge og aflive nødstedt vildt på anden mands jord uden forudgående tilladelse.

Er der tegn på anskydning af hjortevildt, skal jægeren ifølge jagtloven tilkalde en hundefører fra Schweiss-registret senest efter seks dagtimer, hvis vildtet ikke er fundet. Tilkaldepligten påhviler alle jagtberettigede, der er bekendt med situationen — ikke kun den, der trykkede af.

Omfanget er værd at kende: registret varetager årligt cirka 12.000 jagteftersøgninger og over 6.000 trafikeftersøgninger. Det er ikke en nødprocedure for særlige tilfælde. Det er en normal del af dansk jagt.

At tilkalde en schweisshund er gratis, men rekvirenten godtgør hundeførerens kørselsudgifter efter statens takster.

De første ti minutter

Det er her, eftersøgningen enten bliver mulig eller svær. Rækkefølgen er vigtigere end farten.

Bliv hvor du er, og markér

Markér dit eget standpunkt og det sted, dyret stod, før du bevæger dig. Det lyder overflødigt indtil man står i skoven en time senere og ikke kan blive enig med sig selv om hvilken bevoksning det var.

Vent

Et anskudt dyr, der ikke presses, lægger sig ofte inden for kort afstand. Et dyr der presses, kan gå kilometer. Utålmodighed i den første halve time er den hyppigste årsag til, at en eftersøgning bliver lang.

Undersøg anskudsstedet — forsigtigt

Hår, bensplinter, schweiss. En trænet hundefører kan læse ud fra anskudsstedet, hvor på kroppen dyret er ramt, og det afgør hvordan eftersøgningen skal gribes an. Trampes stedet ned af tre mand med lygter, er den information væk.

Ring, før du selv går på sporet

Fristelsen til at prøve med sin egen hund først er stærk og forståelig. Men en almindelig jagthund på et koldt schweiss-spor kan ødelægge sporet for den ekvipage, der kommer bagefter.

Hav numrene klar før sæsonen

Kontaktoplysninger på de lokale hundeførere findes på schweiss.dk. De skal ligge i telefonen inden riffeljagten, ikke findes frem i mørke med en kold hånd.

Ved påkørsel i trafikken gælder en anden vej: har man påkørt et dyr, ringer man til Dyrenes Vagtcentral på 1812.

Det der virkelig afgør det

Reglerne kan man læse sig til. Det, der afgør, om et anskudt dyr bliver fundet, er som regel noget andet: om jægeren siger det højt.

I et konsortium hvor en anskydning bliver mødt med tavshed, øjenrullen eller en bemærkning ved frokosten, bliver anskydninger færre — ikke i virkeligheden, men i rapporteringen. Folk bliver i tvivl om det nu også var et træf. De leder selv lidt længere. De ringer lidt senere.

I et konsortium hvor jagtlederen selv har fortalt om sin egen dårlige dag, sker det modsatte. Der bliver ringet med det samme, og dyret bliver fundet.

Det er ikke en blød pointe. Det er den enkeltfaktor, der har størst betydning for, hvor meget vildt der bliver liggende i en dansk skov — og den koster ingenting at ændre.

Bagefter

En eftersøgning er også data. Hvad skete der, hvor stod dyret, hvordan var lyset, hvad var afstanden, hvad viste anskudsstedet. Skrevet ned tager det to minutter, og det er det materiale, man om tre år kan bruge til at se, om der er et mønster — en bestemt post, en bestemt afstand, en bestemt tid på dagen.

De fleste jægere gør det aldrig. De der gør, bliver bedre skytter af det.