Vildtparaden og respekten for vildtet

Vildtparaden er det sidste, der sker på en selskabsjagt, og for mange det, der bliver husket. Den kan virke som en formalitet, hvis man ikke har set den gjort ordentligt. Er den gjort ordentligt, er den det tydeligste udtryk for, hvordan et jagtselskab ser på det vildt, det har nedlagt.

Hvad paraden er

Efter sidste såt lægges dagens vildt frem i en ordnet opstilling, jagtherren gør status, hornblæserne blæser signalerne for de nedlagte arter, og der takkes til drivere, hunde og skytter.

Formålet er dobbelt: at vise vildtet den respekt, det har krav på, og at samle jagtselskabet om det, dagen faktisk endte med.

Opstillingen

Vildtet lægges i rækker på højre side, set fra dyrenes hoveder, i en fast rangorden. Klovbærende vildt først, derefter ræv og andet rovvildt, så hare, og til sidst fjervildt.

Dyrene lægges på højre side med hovedet i samme retning, i lige rækker og med rimelig afstand. Der lægges gran- eller fyrregrene under og imellem, hvis der er mulighed for det.

Man går ikke hen over paraden, og der lægges ikke tasker, våben eller hunde i den. Deltagerne stiller sig bag paraden ved dyrenes ryg, hornblæserne for enden.

Brækken

Den sidste bid, det nedlagte dyr symbolsk får — et lille grantvist lagt i dyrets æde. Ved klovbærende vildt lægger skytten desuden en brækkebid på hatten, ofte overrakt af jagtherren eller den, der har fulgt jagten.

Det er en gestus, ikke et krav. Men den siger noget om, at dyret ikke bare er et resultat, og den er værd at holde fast i, også når selskabet er lille.

Signalerne

Hornblæsningen følger en fast rækkefølge: jagt forbi, dernæst signalet for hver nedlagt art i rangorden, og til sidst jagt slut. Har man ikke blæsere med, kan jagtherren læse arterne op og markere en fælles stilhed i stedet. Formen betyder mindre end alvoren.

Jagtherrens ord

Kort. Tak til lodsejer, drivere, hundeførere og skytter. Dagens udbytte oplæst art for art. En bemærkning om, hvordan dagen forløb, og om der er noget at samle op — en anskydning, der stadig eftersøges, eller en post, der skal flyttes til næste gang.

Det er også her, en eventuel anskydning nævnes åbent frem for at blive gemt. Det er ikke behageligt, men det er den ærlighed, en jagtparole er værd.

Hvorfor det stadig betyder noget

Traditionerne omkring jagten bliver nogle gange affejet som pynt. Men paraden gør tre konkrete ting.

Den tvinger selskabet til at se dagens resultat samlet frem for som enkeltskud. Den giver anledning til at sige tak til de mennesker, uden hvem jagten ikke havde kunnet lade sig gøre. Og den markerer, at det nedlagte vildt er noget, der behandles med orden, ikke som materiale i en bunke.

Det er også det billede, offentligheden ser, hvis den ser noget. Et selskab, der lægger vildtet ordentligt frem, forklarer sig selv bedre end nogen kampagne.

Efter paraden

Vildtet skal håndteres hurtigt: hurtigt afkølet, korrekt brækket og opbevaret, og fordelingen aftalt på forhånd frem for på dagen. Et konsortium, der har skrevet ned, hvordan vildtet fordeles, undgår den ene diskussion, der ellers plejer at komme igen hvert år.

Og så skal dagen registreres: art, antal, køn, alder og hvor det blev nedlagt. Det er både grundlaget for vildtudbytteindberetningen og for den afskydningsplan, I lægger til næste sæson.